Ungdomshuset i Odense faciliterer hvert år Femi Festival, hvor fokus er på feminisme, køn og kultur. Tidligere forperson for foreningen, Vanessa Kjær på 27 år, har fortalt om sin oplevelse med festivalen, som har budt hende at holde taler, spise piller og et vildt fællesskab.

Af Emma Sørensen

”Jeg føler altid, at det er ret vellykket, når der er flere fede ting, end man kan nå at være med til!”

Vanessa Kjær er 27 år og kommer oprindeligt fra København. Nu bor hun i Aarhus og læser til journalist, men i den mellemliggende periode har hun været omkring Odense, hvor hun i to år slog sine folder som forperson for foreningen Femi Festival.

”Ja, det var faktisk lidt random,” fortæller hun om sit møde med foreningen.

En kollegas mor fortæller Vanessa Kjær om foreningen og den nært forstående generalforsamling, hvilket fanger hendes interesse.

”Jeg tænkte, ’nej, det lyder fedt!’ Jeg var ny i Odense, så jeg syntes det var en god måde at lære nogle mennesker at kende på. Og så er det et projekt, jeg kan stå inde for.” Femi Festival blev lavet i samarbejde med Ungdomshuset i Odense for at skabe et sjovt fællesskab i Odense. Selve festivalen varer tre dage og er inspireret af andre eksisterende festivaler, bl.a. Talk Town, der består af workshops, koncerter og talks.

Talerne udfordrede

Tiden som forperson kom til at udfordre Vanessa i en sådan grad, at hun kom ud på den anden side med mere selvtillid. Særligt, fordi det blev krævet, at hun skulle holde flere taler på festivalen.

Hun sammenligner oplevelsen omkring talerne med tidligere eksamensoplevelser, hvor hun fortæller om en stor grad af nervøsitet. Et trygt miljø på festivalen gjorde det til en rar oplevelse for hende at stille sig frem, selvom det ikke altid gik lige godt.

”Første gang gik rigtig dårligt, og anden gang gik rigtig godt. Alle er åbne og tager godt imod hinanden. Så selvom jeg følte, min første tale gik rigtig dårligt, var der ikke nogen, der var nederen omkring det. Jeg synes, det var et rart og trygt sted at holde tale.”

Hjertemedicin blev en vej ud

Selvom omstændighederne var behagelige, var det ikke bare erfaringerne fra den første tale, der hjalp hende på vej i anden omgang. En beta-blokker kom nemlig hendes fortsatte nervøsitet til undsætning.

”Første gang jeg holdt tale, var jeg meganervøs og rystede meget. Alle jokes og pointer falder til jorden. Anden gang havde jeg taget en beta-blokker, så jeg ikke rystede så meget.”

Den medicinske vej havde stor effekt for Vanessa og gjorde talen til et mesterværk. Men for en festival, hvor temaerne lyder på åbenhed, lighed og udfoldelse kan det virke absurd, at forpersonen er nødsaget til at tage piller for at stille sig frem og tale.

”Jeg havde lagt et stort pres på mig selv. Det har ikke noget med publikum at gøre. Selvom jeg ved de vil mig det bedste, kan jeg stadig blive nervøs for at snakke offentligt. Beta-blokkeren gjorde, at de fysiske symptomer forsvandt.”

Udover nerverne fik Vanessa også tid opleve meget andet på festivalen. Ifølge hende er festivalen vellykket, når der er flere fede oplevelser, end man kan nå at være med til. ”Der er bare den her megafede fællesskabsfølelse i de her tre dage, som er meget intens. Så er vi alle 200 mennesker sammen i tre dage ad gangen.  Det er altid lidt festivals-blues-agtigt, når vi skal skilles og ud i den rigtige verden igen.”