Til sommer kommer Tilst til at emme af energi og god stemning, når Tilst Byfestival åbner dørene op til to dages fest med lokalsamfundet som omdrejningspunkt. Netop nu er planlægningen i gang og Lars Lindgrav Sörensen, næstformand for festivalens bestyrelse og præst i Tilst Kirke, brænder for at skabe en god oplevelse for byen med Jesus som drivkraft.  

Af Emma Sørensen

Møderummet denne tirsdag morgen er lyst op af lampernes varme og morgensolens genskær i sneen gennem vinduerne, hvor kirken tårner frem over parcelhuskvarterets tage, og hvad der først ligner salmebøger på en anonym hylde i hjørnet ved siden af det store whiteboard, viser sig at være højskolesangbøger. Kristendommen har ikke sat så tydeligt præg på lokalet for dagens bestyrelsesmøde i foreningen for Tilst Byfestival som den har på præst Lars Lindgrav Sörensen, præst i Tilst Kirke og næstformand for førnævnte forening.  

“Det er en helt naturlig del for mig at engagere mig lokalt. Det har jeg altid gjort, også back in the days, før jeg blev teologistuderende, var jeg en del af foreningslivet. På den måde er jeg foreningsmand, også før jeg er præst. Noget af det første jeg gjorde, da jeg blev præst herude, var at melde mig til den lokale revy. Det var der masser street credit i.”  

Fortæller han før mødets start, mens rundstykker skæres ud, kaffe hældes i kander og marmelade kommer på bordet. Der ryger ekstra mange brikker mælk på bordet, fordi han ved, resten af bestyrelsen nok skal få dem tømt. Alle skal have det godt og føle sig velkomne, når mødet gør sin start med en personlig vejrudsigt fra hver af de deltagende. 

Kirken triller ind på festivalpladsen 

En mobil kirke bosat på en trailer kommer til at pryde festivalpladsen til sommer. Og det er en kirke, hvis opgave ikke er et hverve nye medlemmer eller samle street credit, men blot at vise, at Jesus er til stede.  

“Kirken skal være udadvendt. Det handler ikke om en bygning, det handler om mennesker. Og Gud, eller Jesus, rendte jo ikke bare rundt i kirker og templer. Han var ude blandt folk, og det er også det, vi skal være.” 

Tårnet af små, tomme mælkebøtter vidner om tiden, der er gået, og snakken, der er løbet. Mange ting er vendt på mødet, og snart indtræder endnu to deltagere, der skal give deres bud på, hvordan festivalen skal løftes. Inden da når Lars at smide en kæk kommentar om de andres høje forbrug af mælk.  

“Jeg er både krænket og pinligt berørt,” tilkendegiver Lars Lindgrav Sörensen i et smil til de andre.  

Lars som ildsjæl  

Lige netop omkring festivalen er det ikke til at skelne, om det er præsten Lars eller foreningsmanden Lars, der er på arbejde. Det kan flyde sammen, når præstens arbejdstid kan gå med noget, foreningsmanden brænder for.  

“Jeg har mange interesser, som ligger udenfor mit arbejde, mens jeg stadigvæk er præsten. Det vil sige, da jeg gik tur med min hund, så var jeg ikke bare hundeejeren Lars, så var jeg også præsten Lars. Jeg er en offentlig person, og folk kan ikke rigtig se ud over den funktion, jeg varetager. Og det er en af de der kors, jeg må bære som præst.” 

Lars Lindrav Sörensen er en ildsjæl for de lokale i Tilst. En ildsjæl, hvis fakkel er tændt op af Jesus og hans filosofi.  

“En ildsjæl er en, der brænder for tingene. Og det vigtigste for mig i mit liv, udover min familie, det er Jesus. Han er mit forbillede på, hvordan man skal være til stede i verden.  Og jeg spørger mig selv hver dag: ‘hvad vil Jesus gøre eller have gjort i en given situation?’ Fordi det er ham, jeg følger, og det er det vigtigste for mig.” 

Mødet slutter med en klar opfordring til præsten og oplagt opgave til hans bord. Hvis man spørger resten af bestyrelsen, skal Lars udnytte sit gode netværk til Gud og sørge for godt vejr til festivalen.  

Ungdomshuset i Odense faciliterer hvert år Femi Festival, hvor fokus er på feminisme, køn og kultur. Tidligere forperson for foreningen, Vanessa Kjær på 27 år, har fortalt om sin oplevelse med festivalen, som har budt hende at holde taler, spise piller og et vildt fællesskab.

Af Emma Sørensen

”Jeg føler altid, at det er ret vellykket, når der er flere fede ting, end man kan nå at være med til!”

Vanessa Kjær er 27 år og kommer oprindeligt fra København. Nu bor hun i Aarhus og læser til journalist, men i den mellemliggende periode har hun været omkring Odense, hvor hun i to år slog sine folder som forperson for foreningen Femi Festival.

”Ja, det var faktisk lidt random,” fortæller hun om sit møde med foreningen.

En kollegas mor fortæller Vanessa Kjær om foreningen og den nært forstående generalforsamling, hvilket fanger hendes interesse.

”Jeg tænkte, ’nej, det lyder fedt!’ Jeg var ny i Odense, så jeg syntes det var en god måde at lære nogle mennesker at kende på. Og så er det et projekt, jeg kan stå inde for.” Femi Festival blev lavet i samarbejde med Ungdomshuset i Odense for at skabe et sjovt fællesskab i Odense. Selve festivalen varer tre dage og er inspireret af andre eksisterende festivaler, bl.a. Talk Town, der består af workshops, koncerter og talks.

Talerne udfordrede

Tiden som forperson kom til at udfordre Vanessa i en sådan grad, at hun kom ud på den anden side med mere selvtillid. Særligt, fordi det blev krævet, at hun skulle holde flere taler på festivalen.

Hun sammenligner oplevelsen omkring talerne med tidligere eksamensoplevelser, hvor hun fortæller om en stor grad af nervøsitet. Et trygt miljø på festivalen gjorde det til en rar oplevelse for hende at stille sig frem, selvom det ikke altid gik lige godt.

”Første gang gik rigtig dårligt, og anden gang gik rigtig godt. Alle er åbne og tager godt imod hinanden. Så selvom jeg følte, min første tale gik rigtig dårligt, var der ikke nogen, der var nederen omkring det. Jeg synes, det var et rart og trygt sted at holde tale.”

Hjertemedicin blev en vej ud

Selvom omstændighederne var behagelige, var det ikke bare erfaringerne fra den første tale, der hjalp hende på vej i anden omgang. En beta-blokker kom nemlig hendes fortsatte nervøsitet til undsætning.

”Første gang jeg holdt tale, var jeg meganervøs og rystede meget. Alle jokes og pointer falder til jorden. Anden gang havde jeg taget en beta-blokker, så jeg ikke rystede så meget.”

Den medicinske vej havde stor effekt for Vanessa og gjorde talen til et mesterværk. Men for en festival, hvor temaerne lyder på åbenhed, lighed og udfoldelse kan det virke absurd, at forpersonen er nødsaget til at tage piller for at stille sig frem og tale.

”Jeg havde lagt et stort pres på mig selv. Det har ikke noget med publikum at gøre. Selvom jeg ved de vil mig det bedste, kan jeg stadig blive nervøs for at snakke offentligt. Beta-blokkeren gjorde, at de fysiske symptomer forsvandt.”

Udover nerverne fik Vanessa også tid opleve meget andet på festivalen. Ifølge hende er festivalen vellykket, når der er flere fede oplevelser, end man kan nå at være med til. ”Der er bare den her megafede fællesskabsfølelse i de her tre dage, som er meget intens. Så er vi alle 200 mennesker sammen i tre dage ad gangen.  Det er altid lidt festivals-blues-agtigt, når vi skal skilles og ud i den rigtige verden igen.”